Kirkegårdens beplantning er i mange tilfælde lidt svært at udvælge, især de mindre gravsteder og urnegrave, eller familiegravsteder med flere sten.

Man bør her overveje grundigt, hvad man ønsker sig af beplantningen. Uanset om man kommer ofte eller sjældent på stedet, er det vigtigt at det fremstår som velholdt og indbydende på alle årstider, også for de andre som kommer på kirkegården.

Kommer man kun i forbindelse med højtiderne, pynter man gerne ekstraordinært op i denne forbindelse. Og i mellemtiden skal stedet kunne klare sig uden det store behov for pilning og nusning. Derfor skal man satse på langsomtvoksende planter og robuste vækster, som er all-round pæne på de fleste årstider.

Man må forholde sig til dette. Det er meget trist at have et ellers fint gravsted, med smuk sten og pæne detaljer, hvor pasningskrævende planter ikke er blevet passet. Det er derimod altid dejligt at komme til et pænt og enkelt gravsted, med planter som fremstår velholdte og frodige, også selvom det er planter som kun forandrer sig ganske lidt fra årstid til årstid, og ikke kræver noget særligt.

Forvent at de fleste planter på gravstedet skal skiftes mindst hvert 5.-10. år. Så bliver de for store til at kunne fungere sammen med noget nyplantet, og forskellen på nyt og gammelt på det enkelte gravsted kan derfor blive grotesk.

Med hensyn til stil på kirkegården: Generelt er det netop her, man har god grund til at fokusere på få karakter-planter og få årstidsbestemte vækster, som sammen giver en helhed, og skaber det ønskede flow mellem årstiderne. Kort sagt: Less is more!  Symmetri eller bevidst asymmetri er begge helt OK. Men da pladsen er mindre og nabogravene er tæt på, må man tage hensyn til, at det skal være en helhed i sig selv, og gerne også i tråd med det, der vokser på kirkegården i øvrigt.

Ofte er kirkegården anlagt på et højdepunkt, ligesom de fleste kirker er. Dette giver således også en udsat placering hvad angår vind og vejr. Jorden er ofte mere tør og udpint her af samme grund og det kræver en rund hånd med muld og vand og gødning, for at skaffe optimale forhold for planterne.

Der findes dog en række meget hårdføre og svagtvoksende planter, som egner sig fortræffeligt til plantning på disse steder: (Sidetallene refererer til vort plantekatalog)

Stedsegrønne:

Grønkålscypres, Chamaecyparis obtusa ’Nana Gracilis’ side 59

Meget svagtvoksende og frisk grøn i nålene. Kompakt vækst med en ’søster’ som er ligesådan, blot med gyldne nåle. Fås både opstammet og som lav busket vækst.

Ærtecypres, Chamaecyparis pis. ’Boulevard’ side 59, og andre lignende sorter, er lækre og langsomt voksende grålige planter med kompakt vækst og tætte samlinger af nåle, som giver et spændende udseende.

Enebær er en stor familie af stedsegrønne nåleplanter, som nok er ved at glide noget ud af sortimentet hos de fleste plantehandlere. Dels er de ikke særligt populære, de stikker ofte meget, de er kedeligere end mange af de andre nævnte planter på disse sider, dels er de ofte offer for svamp og får døde partier, som skæmmer planten voldsomt. Men der er flere sorter som ikke lader sig overse, og som sagtens kan klare sig masser af år på selv et lille gravsted med flot vækst og nålefarve:

Blå stjerne-ene: Juniperus squamata ’Blue star’ side 60, er en lav, blå ene, med smuk, kompakt stjerneformet og langsom vækst. Krybende ene er en bredere gruppe som fås i flere farvevarianter:

Kuglelivstræ og keglelivstræ er også svagtvoksende og hårdføre planter, som fås i forskelliger typer: Den almindelige, Thuja occ. ’Danica’ side 62, som bliver ca. 60 cm høj og bred i løbet af 10-20 år.

Den lave, brede, ’Tiny Tim’ har samme farve og tæthed, men bliver lavere og bredere end ’Danica’

Den kegleformede Thuja occ. ’Aurea nana’  side 63 er lysende limegrøn, men med ligeså svag tilvækst.

Thuja occ. ’Smaragd’ er en meget slank, men højere form, som ofte ses på kirkegården, og som klarer sig uovertruffent både som enkeltstående og som hæk. Side 62.

De lidt mere sjældne er f.eks. Thuja ’Rheingold’, som ikke ligner livstræerne overhovedet, men er lette og helt andreledes changerende i solen. Farverne går fra Lime til klar orange. Den har også en alm. grøn fætter, med den samme svage vækst og lethed i nålene.

Taks er en lidt overset type plante, som fremstår frodig og flot på så godt som alle årstider. De fås slanke, søjleformede og som krybende, ikke mere end 10 cm. Over jorden. Der fås forskellige typer med gule nåle, gulrandede nåle og rent grønne. De kan bære bær, men gør det ikke alle. Side 62

Kristtorn er en anden spændende plante, som egner sig godt, fordi den er nøjsom og køn. De fås i den almindelige model, som er for stor til de fleste gravsteder, og i en række vækstmæssigt mindre og prydmæssigt mere dekorative typer:

Ilex crenata ’Fastigiata’ er en søjleform med buksbom lignende blade og lysere nyvækst i spidserne. Meget slank og dekorativ på selv meget små grave.

Fås også som alm. busk: Ilex crenata ’Convexa’ og ’Stokes’ og i gulbladet: Ilex crenata ’Aurea’ og ’Golden Gem’ Side 65

Ilex myrtifolia er en miniudgave af almindelig kristtorn, Mere regelmæssig i løvet og meget kompakt i sin vækst. Den får en slank kegleform, og gør sig godt på et større gravsted. Den har en fætter som er kugleformet: ’Scrams’, og en dværgform ’Scrams Dwarf’

Både crenatatyperne og myrtifolia-typerne er hanner og sætter ikke bær.

Ilex aquifolium er den traditionelle kristtorn, som oftest for stor til det traditionelle gravsted. Hunplanterne er de bærbærende, hannerne er generelt mere regelmæssige end hunnerne, og blomstrer ligesådan, men sætter ingen bær.

Ilex merservae er en mere mørk type, som ellers ligner den traditionelle type fuldstændigt, dog med en mere kompakt vækst. Den kan med fordel bruges opstammet, hvor man ønsker sig noget stedsegrønt, som er mere hårdført end det mester opstammede. Der findes både hunner ’Blue princess’ eller ’Blue Maid’, hannen som ikke bærer bær, men har et mere regelmæssigt løv, ’Blue Prince’og bl.a. en selvbestøvende kristtorn, Ilex mes. ’Blue Angel’ som har en mere tæt, kompakt vækst, og en stor mængde bær.

Gulfrugtede kristtorn ’Bacciflava’ og den rødfrugtede, ikke stikkende ’J.C. van Tol’, som mangler de spidse pigge på løvet, som ellers kendetegner kristtorn, er andre sorter som bør fremhæves til netop brug på større gravsteder, hvor de gør sig flot.

Blandt de populære stedsegrønne er også de mange varianter af krybende benved, som er stedsegrønne og meget farverige. De fås både opstammede og som buske. Side 35, side 71.

De har en meget kompakt krybende vækst og kan holdes klippet i facon eller, på større gravsteder få lov at buske sig af sig selv i årevis, uden at blive for voldsom. Blandt disse er den gul-løvede Euonymus fort. ’Emerald n’ gold’  den hvid-grønne ’Emerald gaiety’ og den grønne med gul tegning i løvet som hedder ’Blondy’ Disse er både hårdføre og robuste. Der findes dog også et væld af mindre hårdføre varianter, som ikke holder løvet i nordens kolde vintre, og derfor ikke er anbefalelsesværdige her.

Peppermyntebusk, prostanthera, er en anden lille pudsig busk, som udmærker sig på flere områder: Den har lille tilvækst, stedsegrønne små blade, og en lækker slik-agtig krydderi-duft, deraf navnet. Den er ikke blandt de allermest hårdføre. Men står den godt, i læ og sol, blomstrer den også med hvide blomster om sommeren. Meget yndig busk, med sit eget særpræg.

Blomstrende planter:

Surbundsplanter:

Masser af surbundsplanter finder hvert år sin plads på kirkegårdene, og oftest kun for en kort bemærkning. De dør simpelthen, fordi de er udsat for tørke og blæst, og ikke har den nødvendige dybe muld til at forsyne sig med fugt.

Lyng hører til i denne kategori af planter, sammen med japansk ahorn/løn og rhododendron. De KRÆVER en god og ikke for tør og hård jord. Findes det ikke af sig selv på stedet, erstattes jorden omkring plantehullet med ren spagnum, og derved laves der et lille lokalt surbundsbed til den enkelte plante. Dette gør planten i stand til at forsyne sig med vand i en meget længere periode end i almindeligt jord. Der er tale om en engangs-udskiftning af jorden, som ikke skal gentages før der evt. skal plantes nyt igen, men glem ikke at der skal gødning til, gerne speciel surbundsgødning og gerne min. 2 gange årligt. Så mister de stedsegrønne surbundsplanter ikke farven og de klarer sig også i fuld sol, hvor de ellers godt kan svides, hvis de har for lidt næring.

 Pieris og skimmia er andre meget populære kirkegårdsplanter, som kræver surbund. Og faktisk er masser af de almindelige nåletræer og buske også glade for sådan en start på en ny vokseplads.

Roser:

Modsat er det med roser. De tager jordens hårde struktur som en udfordring, men oftest vil de få svært ved at få nok næring. Suppler ved plantningen med en god rosenjord eller Komposteret kogødning, og gød godt 2-3 gange årligt med en topdressing af det samme, rundt om planten, eller med almindelig NPK.  

Der findes ikke så mange sorter af roser, som ikke er for store og kraftigt voksende til kirkegården. Derfor er det værd at vide at de fleste mini-roser, man køber som potteplanter til krukker og stueplanter, faktisk er fuld hårdføre og klarer en almindelig vinter fint, hvis de plantes ud om sommeren, og får lov at hærde af i løbet af efteråret. Her er tale om Mini-roser af typen Rosa-nova eller lignende og de små pariser-roser eller Koster-roser. Kært barn har mange navne.

Haveroser til kirkegården er ofte kun velegnede på familiegravsteder, med bedre plads om stenen og især gør de sig godt bag stenen, hvor de som regel kun er synlige på de flotteste måneder af året.

Plant dybt, roser skal langt ned i jorden, modsat alle andre planter, som kun skal i til jordoverfladen på pottens muld.

Engelske roser er lækre, med en pragtfuld blomstring og lækker duft. Men de egner sig generelt ikke til kirkegården af adskillige årsager. Almindelige haveroser i de lavere sorter er derimod velegnede og de fås også både duftende og storblomstrede. Især de lave typer af slotsroser, Kronborg (mørkerød), Fredensborg (lakse-rosa), Gråsten (hvid), Marselisborg (gul), Schackenborg (kraftig koral-rosa), Berleburg (kraftig lilla-pink), Egeskov (varm lyserød), Kalmar (beige-rosa) og sofiero (gammelrosa), Side 47, 48 og 49.

Border- og Cover-roser samt Fairy-roser, som alle er rigt småblomstrende, brede, lave bunddækkeroser, men kræver god plads at brede sig på. De fleste opstammede roser, som ikke er mini-roser er lavet i disse typer, og det er ikke så dumt på kirkegården. Se side 50

pmec

Send e-mail til Steen@greenConsult.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2007 GreenConsult.dk